Knabstrupperens historie 

 

af Merete Norring

Skrevet på anmodning fra Knabstrupperforeningens bestyrelse til brug som en del af en besvarelse til Fødevareministeriet.

 

Knabstrup Gods

Knabstrupperhestene har sit navn fra Knabstrup Gods, der ligger mellem Kalundborg og Jyderup. Tilbage i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet havde ejeren, Chr. Ditlev Lunn en stor interesse for hesteavlen. Der var på godset fremavlet en ensartet og god type.

I det større historiske perspektiv var det kort efter, at Det Kongelig Frederikborgske Stutteri blev nedlagt, og hestene bortsolgt på auktion. Der blev købt 2 hopper til Knabstrup Gods fra en af disse auktioner.

Starten af 1800-tallet var præget af krigene i Europa (Napoleonskrigene), og her kom der spanske hjælpetropper til Danmark. Nogle af tropperne var på Sjælland, og historien fortæller, at en slagter Flæbe fra Holbæk købte en hoppe af en spansk adjudant.

Hoppen blev senere købt til Knabstrup Gods efter at Chr. Ditlev Lunn havde set, hvad hoppen kunne præstere for den strenge slagter Flæbe.

Hoppen beskrives som: Zobelfuchs med hvid man og hale, stærkt stikkelhåret med små hvide pletter hist og her på kroppen, dog mest på lænden, hvor der også fandtes nogle brunrøde pletter.

Hoppen passede ikke ganske ind i hestetypen på Godset, men efter at have set, hvad hun kunne præstere, blev hun indsat i avlen, og i 1813 fik hun sit første føl, kaldet Flæbehingsten efter en Frederiksborghingst fra det nærliggende Løvenborg Gods. 

Flæbehoppen viste sig at være en god avlshoppe. Hun gav nogle gode egenskaber videre til sine efterkommere tillige med farven, der dog på dette tidspunkt ikke var attraktiv.

De egenskaber, der særligt blev regnet som karakteristiske for racen var, at de var meget nøjsomme og hårdføre, de opnåede en høj alder, var arbejdsomme og havde et meget personligt temperament, der kunne gå over i særhed.

Farvemæssigt var de ofte røde, sjældnere sorte, stikkelhåret forpart, hvid bagpart med store øllebrødspletter, mørke knæ og haser. Det hvide øjenæble var synligt (kaldes menneskeøje), og de havde kødfarvet mule og kønsdele med pletter i det kødfarvede. Ofte havde de tynd man og hale. Mange af dem var dog ensfarvede uden disse farvemæssige karakteristika, og uden at de blev regnet for mindre knabstrupper af den grund. Mange af dem skiftede dog først farve i 3-4 års alderen.

Hingsten Thor (også kaldet Gl. Thor) blev født i 1847. Han regnes ofte for den egentlige grundlægger af racen. Han var meget berømt i sin samtid og blev fader til en mængde afkom og til datidens skuer vandt han mange præmier såvel lokalt som nationalt. 

Stutteriet på Knabstrup havde sin storhedstid omkring De Slesvigske Krige, især Treårskrigene 1848 – 50. Knabstrup Gods fik indskrevet heste til krigen, og af disse var hingsten Mikkel og hoppen Nathalia, som hhv. General Schleppegrell og Oberst Læssøe red på, langt de mest kendte.

I årene efter De Slesvigske krige var der en vis tilbagegang for racen. Der blev udstillet langt færre knabstruppere på skuerne, og nedgangen i avlen på Knabstrup Gods kulminerede en sommeraften i 1891, hvor lynet slog ned i den knastørre, stråtækte og til dels lerklinede bindingsværksstald, som i løbet af kort tid stod i flammer. Der indebrændte 22 heste, og kun få af den gamle hestefamilie overlevede.

I marts 1897 blev der til stor forundring født et sortspættet hoppeføl. Det var da ca. 30 år siden, at der sidst var født et spættet føl på Godset. Hoppen blev moder til en god hingst, der blev brugt i avlen, og der kom atter mange spættede føl på Godset. Det var dog ikke det samme som tidligere. Det var som om lysten til og interessen for avlen var stærkt mindsket. Dette skyldtes muligvis branden og muligt at generationerne efter Chr. Ditlev Lunn ikke havde samme interesse i hestene.

 
 
Avlen udenfor Knabstrup Gods

I årene efter nedgangen blev der stadig avlet gode dyr, især på egnen omkring Knabstrup Gods. Om avlen frem til 1892 ved vi, at knabstrupperne var meget populære. Det betød, at der blev lavet en stor, og temmelig blandet avl med knabstrupperne, hvor der blev krydset med de heste, der var på egnen. Således har knabstrupperne eksempelvis fået skylden for at Odsherredshestene forsvandt.

Generelt kan man sige om avlen i disse år, at dels var der ikke den samme styring, og dels var stambogsføringen mange gange enten mangelfuld eller den blev ikke foreviget for eftertiden. Dette har gjort det vanskeligt for eftertiden på en historisk forsvarlig måde at føre dyrene tilbage til Flæbehoppen.

 
 
Bornholm

I 1930erne blev der atter arbejdet seriøst for racen, og denne gang på Bornholm. Baggrunden var, at der i 1870erne blev importeret 2 knabstrupperhopper til øen. Den ene hoppe blev moder til Witta f. 1879. Hun blev stamhoppe til en mængde gode knabstruppere, og foreningen blev opbygget om denne stamme. Foreningen lavede en del seriøst avlsarbejde, men det gik i opløsning, da den vigtigste hingst, Max, døde i en tidlig alder uden nogen efterfølger. Samtidig blev en mængde gode dyr bortsolgt fra øen.

Desværre fik denne forening ikke den store betydning, selvom der op til midten af 1990erne stadig har kunnet findes enkelte dyr, som kunne føres tilbage til den gamle stamme.

 

Egemosegård

Da det så ud til, at avlsarbejdet ville gå helt i stå, startede Stutteriet Egemosegård ved Holbæk Fjord sit virke. Egemosegård blev købt i 1946 af Herman Nielsen og dennes søn Landsretssagfører C.N. Ledager. Der var entusiasme og professionalisme omkring dette projekt.

Et nøglepunkt var selvfølgelig dyrene, og her er Herman Nielsen udspurgt om dyrenes ”knabstrupperindhold”. Han er citeret for at sige, at ”…man med et godt gennemført avlsarbejde kunne få en god hest med en stor del af det oprindelige knabstrupperblod og de gamle knabstrupperes særlige egenskaber.” Et andet sted står der: ”…afstanden i tid fra knabstrupracens blomstringsperiode er så lang, at der ikke nu længere kan fremskaffes avlsmulighed ved andet en en anelse af den gamle races blod.”

Der blev langt et stabilt avlsarbejde på stedet, og de to hovedbeskelere, Silverking II (Sjællands afstamning) og Max Bodilsker (den bornholmske linje) satte et meget stort aftryk på avlen. 

 

Foreningen til Knabstrupperavlens Fremme i Holbæk Amt

Omkring stutteriet opstod Foreningen til Knabstrupperavlens Fremme i Holbæk Amt. Foreningen blev stiftet i november 1947, og man arbejdede i årene fremover for at få sine dyr stambogsført sammen med andre racer. En aftale med Frederiksborg foreningen så ud til at falde på plads, da denne forening krævede 7/8 stammerenhed for at kunne kåre hingste. Det kunne man ikke fremvise, og det ville betyde, at ingen hingste ville blive kåret. Foreningen valgte derpå selv at kåre heste.

Selv i årene med nedgang i hesteavlen pga. mekaniseringen var man optimistiske i foreningen, da det stadig var muligt at sælge knabstrupperne til en rimelig pris. Dog blev der næsten stilstand fra slutningen af 1950erne, hvilket dels skyldtes at Herman Nielsen døde, og stutteriet blev solgt, samt mekaniseringen.

I 1962 valgte flere af medlemmerne at stille deres heste til kåring i det nystartede Dansk Sportsheste Avlsforbund. Efterkommere af disse heste er med årene gledet ind i DSA og siden Dansk Varmblod.

I 1969, efter at der havde været 3 års stilstand i foreningens aktivitet, blev der afholdt generalforsamling for 7 interesserede. De besluttede at ”…bevare den plettede knabstrupper og fremdeles tilstræbe at forædle den til en stor hest.”

 

Knabstrupperforeningen for Danmark

I 1970 blev det på generalforsamlingen bestemt, at den fremtidige knabstrupper skal være plettet. Størrelsen variabel og af ridehestetype.

Der blev ikke stillet krav til afstamning på dette tidspunkt.

Jeg har ikke fundet nogen egentlig begrundelse for, at man så stor på afstamningskravet, tillod kåring af alle størrelse, delvist avlede efter en anden type og gjorde racen landsdækkende. Dog kan den voldsomme nedgang i antallet af heste pga. mekanisering og de få tilbageværende ildsjæle i foreningen i Holbæk forklare det. Det var vel indlysende, at hvis der skulle være en forsvarlig populationsstørrelse, så skulle der drastiske skridt til.

Foreningen blev også gjort landsdækkende, og der blev holdt en række kåringer, hvor ganske mange dyr blev kåret. I 1971 var der stiftende generalforsamling i Knabstrupperforeningen for Danmark.

Foreningen har siden kåret heste, fået stambogsført på Landskontoret for Heste, og foreningen indtrådte på et tidligt tidspunkt i paraplyorganisationen Landsudvalget for Heste.

Der er løbende blevet forbedret på avlstiltagene – eksempelvis begyndte foreningen i midten af 70erne at forlange materialprøve af sine hingste for at sikre brugsegenskaberne. 

 

En grafisk fremlæggelse af de nævnte perioder 


Perioderne er nogle jeg har inddelt, efter hvad jeg gennem mange års arbejde med emnet har fundet logisk.  

De vigtigste kilder

Der er mange store som små kilder, men de vigtigste kilder, som jeg har benyttet her er:

  • Den første trykte redegørelse for Knabstrupperens oprindelse, der kom i 1855 i Tidsskrift for veterinærer. Det var Willars Lunn, der gav en fremstilling af knabstrupperens oprindelse og en oversigt over stutteriets tilstand på Knabstrup pr. 1. januar 1855. Artiklen udkom senere samme år som en særskilt lille bog med titlen: ”Nogle Oplysninger om Knabstrup-Stutteriet og dets Afstamning”.
  • Dyrlæge Richard Jensens bog fra 1892 - ”Knabstruphesten, Baaruphesten, Løvenborghesten. Det er med baggrund i denne bog, at jeg beskriver avlen frem til 1892 (fordi det i denne bog er ret nøje beskrevet. Derefter er der ikke mange kilder, der beskriver avlen for de næste mange år).
  • Stambøger, såvel gamle som nyere.
  • Artikler
  • Protokollen for ”Foreningen til Knabstrupperavlens Fremme i Holbæk Amt”, der også er den første protokol for Knabstrupperforeningen for Danmark.